• byjenniferfletcher

Sådan startede jeg med at sy

Opdateret: apr. 16

Siden 2017 har jeg været helt forelsket i at designe og sy tøj og i dag har jeg mit eget brand og min egen webshop - hvor tingene er lidt anderledes end de var i starten. Jeg synes det er oplagt som et af mine første blogindlæg at skrive om begyndelsen, der faktisk startede lidt før 2017 ...


Det første sæt tøj jeg syede

I 2009 da jeg var 12 år havde jeg en drøm om at blive modedesigner og mit tøjmærke skulle hedde "SweetiePie". Jeg købte en tegnemappe og begyndte at tegne forskelligt tøj og outfits i den. En dag var jeg i Netto med min mor og søster, hvor de havde en Singer symaskine og jeg SKULLE BARE HAVE DEN. Jeg fik lov til at få mine lommepenge på forskud, som var 20 kr hver ANDEN uge - så jeg skulle undvære lommepengene i cirka 10 måneder, men jeg var ligeglad. Nu skulle jeg jo være modedesigner.


Problemet var, at jeg ikke havde nogen som helst idé om hvordan man rent faktisk syede tøj. Jeg havde haft håndarbejde og var god til det, men vi lavede hovedsageligt små risposer og puder. Tøj kræver at man kan konstruere mønsteret og sy det sammen på en pæn og ordentlig måde.

Jeg gav hurtigt op. Det eneste jeg gjorde var at søge på nettet, men der kom ikke noget frem. Jeg kunne have købt noget stof og prøvet lidt selv, men det gjorde jeg ikke.

Min symaskine blev herefter sat ind i et skab. Der stod den i nogle år og jeg kan huske at jeg igennem årene blev mindet om at den stod der. Jeg overvejede flere gange at skille mig af med den, men jeg gjorde det aldrig - hvad hvis jeg en dag fik brug for den?


Min håndlavede garderobe voksede hurtigt

Den dag kom i april 2017, hvor jeg en aften sad på Youtube og fik lyst til at søge efter hvordan man syer tøj. Jeg lærte hvordan man tegner mønstre fra sit eget tøj og prøvede forskellige tutorials. Jeg var positivt overrasket over, at jeg var god til det og jeg opdagede hurtigt, at jeg lærte enormt meget af de fejl jeg lavede, selvom de var irriterende på det tidspunkt.

Jeg syede ved at bruge denne metode med mit eget tøj i 2 år, men så en dag ville jeg gerne konstruere mine egne mønstre. Derfor besluttede jeg mig for at tage et kursus, for at lære mere om mønstertilretning og pasform, hvilket bringer mig til i dag.


De første designs by Jennifer Fletcher

Fordi jeg har flere års erfaring hvor jeg har slugt læring til mig fra forskellige steder - har jeg lanceret by Jennifer Fletcher. Jeg er selvlært og jeg er stolt af det!

Vi skal ikke forhindres i at skabe noget og udleve vores drømme. Uddannelse eller ej. Hvis der er noget du gerne vil skabe, så spring ud i det. Lær af dine fejl og vær stolt af dit arbejde - ligesom jeg er og har været igennem denne lærerige del af mit liv, som langt fra er slut!


xx Jennifer

76 visninger
byjenniferfletcher_logo_classy_hanger

HJÆLP

KONTAKT

NYHEDSBREV

  • Black Instagram Icon
  • Black Facebook Icon
  • Black Pinterest Icon

© 2020 by Jennifer Fletcher, Danmark